Sikke en enestående dag i lørdags, den 2. maj, hvor Chila Yunai og Malene Bendtsen sørgede for, at vi fik mange hilsner fra den åndelige verden via det mentale medieskab.

Igen i år var denne dag i Aktivhuset Olsbækken en helt særlig oplevelse – takket være de to meget dygtige clairvoyante medier, Malene Bendtsen og Chila Yunai. 

Chila og Malene stillede frivilligt deres tid og evner til rådighed for vores fælleskab i Spiritismens Trossamfund, hvor de formidlede præcise beskeder, hilsner og budskaber fra vores kære afdøde, venner, dyr, guider og hjælpere i åndeverdenen til de 35 deltagere.

Beskederne fra åndelig side var meget nærværende og berørte deltagerne følelsesmæssigt dybt. 

Blandt beskeder fra deltagernes afdøde var der temaer, som blev berørt flere gange, og som er relevante for mange af os at høre, såsom:

– Livet handler også om at være nærværende -> og også at være der for vores kære og for andre mennesker.

– Kærlighed er alt, og er det største, der findes.

– Husk selvhealing og egen omsorg.

Deltagerne gav meget positiv feedback og gik derfra med et stort smil – og vi siger mange tak for, at I alle deltog med positiv energi og glæde.

Vi nød ligeledes de pragtfulde omgivelser i Aktivhuset Olsbækken med strand- og havudsigt. Vi havde pragtfuldt solskin, og det hele gik op i en højere enhed. 

Hjertelig TAK til alle deltagere og hjælpere fra åndelig side og til Chila og Malene for at stille sig til rådighed. I gør en berigende forskel.