Hovedpunkt 3

ÅNDEN/SJÆLEN EKSISTERER
LIVET FORTSÆTTER EFTER DEN JORDISKE, FYSISKE DØD

 

Vi indleder dette Hovedpunkt med et citat fra en seancerapport fra en fysisk seance, den 8. marts 1918, hvor den ledende ånd Mica, gennem trancetale på mediet Einer Nielsen, fortalte følgende om sjælens udvikling:

“Jeres sjæle har været under udvikling gennem lange tidsrum. Gennem mange forskellige tilværelser har den gennemlevet det onde og er gået frem mod lyset mod det gode. Således har den under udviklingen arbejdet sig fremad, indtil ønsket om at gøre det gode og viljen til at ofre sig selv for andre fik magt i den. Der er mange planer for sjælen at gennemleve. Fra de planer, som ligger over os, ønsker disse planer at komme Jordens beboere til hjælp på enhver måde, når disse blot vil tage imod hjælpen, således som hjælpen gennem gode indskydelser ydes dem.” (Kilde: Bogen “Livet og åndeverden – åndelige oplevelser gennem 25 år”, af H. E. Bonne, 2015, side 47)

Sjælen er “kernen” i os og er forbundet i al evighed med Livskilden. Det er Livskilden, der giver alt liv ved “at besjæle” en eksistens. For at forstå hvad sjælen er, og hvor den kommer fra, skal vi se på ‘udviklingsloven’, som er den ene af de tre naturlove, som er styrende og gennemgående for alt i universet, herunder det jordiske og det åndelige liv. Kort sagt er udviklingsloven dén fremdrift, dén higen efter udfoldelse, som er indgroet i alt. Hvert mindste liv, sjælefrø, har en iboende evne til at spire og vokse i styrke, og det udvikles ligeledes af omgivelsernes indvirkning, indtil det når til selvbevidsthed og individualitet, eller med andre ord, indtil det bliver til en sjæl. Sjælen har en iboende livskraft, der driver dens udvikling fremad i form af evolutionære og intelligente livsbølger. Sjælen lever et omfangsrigt liv på mange måder, i mange tilstande, livsstadier og livsformer, frem mod højere udviklede livstilstande. Dette sker både i den åndelige og i den jordiske verden. Med afsæt i sjælefrøets spiren til at blive en selvstændig og fremadsøgende sjæl, der higer efter evig udvikling og læring, drives sjælen til at gennemleve den åndelige verdens sfærer og planer.

I en fysisk seance i Håbets cirkel, den 4. april 2018, beretter den åndelige leder Walter gennem trancetale på mediet Jens C. E. Johansen følgende om sjælens opståen samt sammenhængen mellem sjæl og ånd:

”Forestil dig en kraft af uanet størrelse afgiver en partikel, og sjælen dannes. Kraften  er i sjælen. Sjælen vokser med udviklingen, og sjælen er af Guds herkomst. Sjælen er liv og udvikler sig. Man opterer og optager liv af former, forskellige former, for ånden er/eksisterer om kraften, og ånden er mennesket i fysisk form. Sjælen er uanet lys, fordi den afstår af Gud, men former sig med og i ånden, og ånden er rundt/udenom sjælen. Formen forandrer sig, fordi den må udvikle sig. Sjælen er her, i os, fordi sjælen er konstant, og ånden er et produkt af udviklingen af sjælen. Når du fødes, antager sjælen med ånden sin kraft i livet. Sjælen er på Jord (under en inkarnation). Adskilt er ånden og sjælen ej. Sjælen er, og ånden er produktet. Vi er ét. Jeg har en havn. Jeg er en sjæl. Jeg er en åndsskikkelse af min sjæl. Jeg er til, fordi jeg er af. Sjælen er kernen, ikke adskilt for udviklingen. Vi antager former, og sjælen udvikler sig og forbliver ånd ad forskellige former. Det er så sandt, som det er sagt. En eksplosion af Guds kraft, partikler, af sjælen her, antager former, som jeg siger.”

Reinkarnation og åndens udvikling

Fra åndelig side er det blevet fortalt os, at når det gavner vores sjæls udvikling, tillades den inkarnation på Jorden (ved at optage et jordisk liv). Det vil sige, at sjælen gives en fysisk krop med en menneskeånd og lever indtil, at det er tid for inkarnationen at ophøre. Dette beror på den såkaldte ‘genfødselslov’, der også kaldes ‘reinkarnationsloven’. Denne lov går hånd i hånd med udvikingsloven, og sammen skaber de nye udviklingsmuligheder og højder for sjælen. Genfødselsloven omhandler en eksistenstrang til at iklæde sig nye materielle former hver gang, at den gamle form dør, opløses og udskiftes med en ny, hvilket er med til at fuldkommengøre livsspirens iboende evne til at transformere sig. Dét er ligeså gældende for sjælen i forhold til reinkarnationsloven, hvor sjælen lader sig inkarnere som et menneske på Jorden ved, at den tildeles en krop, som besjæles med en ånd. Ved døden, frigøres ånden fra kroppen, som af naturens veje opløses med tiden, hvormed ånden i stedet transformeres ved at overgå til den åndelige verden, hvor den forenes/optages i den sjæl, som den hører til og hele tiden har været en del af. Sjælen har gennemlevet prøvelser på Jorden og har høstet nye erfaringer i form af den ånd, som det givne foster blev besjælet med og som voksede sig til en menneskekrop. Når man lever som menneske på Jorden, er man herved både et menneske og en ånd, og den udvikling, man her går igennem, er med til at transformere ens sjæl. Dette sker ved, at når man ændrer sig som menneske, ændres ens ånd sig, hvilket under og efter endt reinkarnation indvirker på sjælens udvikling. Det er på denne måde, at udviklingsloven og genfødsels-/reinkarnationsloven spiller sammen til gavn for sjælens/åndens eksistens og udvikling – altid forankret og forbundet med Livskilden.

Som beskrevet under Hovedpunkt 1 minder det åndelige liv på mange måder om det jordiske/menneskelige liv. Inden vi forlader den åndelige verden og vores åndelige liv; venner, familie, bolig, arbejde m.v. for at optage et jordisk liv, forbereder vi os på dette. Aftaler om essensen af det jordiske livs udvikling indgås med åndelige hjælpere i den åndelige verden. Disse ånder, der er af højere udvikling og er mere vis end én selv, hjælper af venlighed og kærlighed én i forberedelsen på de åndelige mål, som man planlægger at skulle opnå med og i det jordiske liv. Som før beskrevet, er det Solarånderne, der tilrettelægger inkarnationerne. Det vil sige planlægningen af, at vi som sjæl med vores menneskeånd bliver født hos de rette forældre, i den rette familie, på det rette tidspunkt, i den rette samfundsmæssige og geografiske placering og niveau, det rette køn og så fremdeles (hvad enten vi med menneskeøjne opfatter disse forhold og relationer som heldige eller uretfærdige). Dette er alt sammen med det samme formål, hvilket er at kunne udvikle os ad de veje, som fører os mod vores åndelige planlagte mål.

Ånd, sjæl og krop

I selve tilblivelsesprocessen af et nyt menneske, dvs. når menneskefostret bliver skabt,  knyttes ånden til moderens liv, så snart fosteret begynder at få liv. Sjælen/ånden er således nu også forbundet til en menneskekrop og udvikler sig i den tid, den skal som menneske. Når vi lever her på Jorden, er vi som sagt både menneske og ånd (og sjæl). Som barn og kommende voksen husker vi intet – i nogle tilfælde kun meget lidt og sporadisk – af vores åndelige liv eller en tidligere inkarnation. Årsagen til dette er, at det jordiske liv (og dermed sjælens udvikling) herved ikke “forstyrres” af viden om sjælens og åndens ophav eller tidligere liv. På denne måde gives de bedste forhold for sjælen/ånden for at opnå den tilsigtede udvikling i den givne inkarnation på Jorden.

Når der tales om sjæl og ånd, er disse to livsformer beslægtede, men ikke ens. Sjælen kan opfattes som kernen af/i os, vores højere væren. Ånden kan forstås som personligheden, vores levendegørelse. Sjælen lever evigt, men ånden transformerer og fornyer sig. Dette har den åndelige læge Monark med egen uafhængige stemme fortalt deltagerne under en fysisk seance den 1. april 1938 med Einer Nielsen som medie. Ånden lever således forskellige “personligheder” i forskellige inkarnationer, og det jordiske livs prøvelser og udfordringer af forskellig art udvikler som sagt vores sjæl. Udvikling og udvisning af egenskaber såsom hjælpsomhed, barmhjertighed, ansvar, medansvar, næstekærlighed, ærlighed, tolerance, ydmyghed, nærvær, trofasthed, retfærdighed, tilgivelse, empati m.m. får os frem mod udviklingen i lyset. Det skyldes, at dette styrker vores sjæl og højner vores udvikling. Modpolerne udvikler os ligeså, i takt med at vi bevæger os i deres spændingsfelt (dvs. mellem det mørke/lyse og modgang/medgang) frem mod lyset mod godhed. Men vi møder ikke udfordringer eller hændelser, som vi alt andet lige ikke kan overkomme og arbejde os igennem – uanset omfang og styrke. Og nås målet ikke i én inkarnation, bliver det ofte ånden tilladt at inkarnere sig på ny (reinkarnere). Det jordiske liv er kun et enkelt led i den lange række af udviklinger. Fra åndelig side betragtes det jordiske liv som særligt, som en gave – uanset mængden af modgang og medgang, fordi vi, når vi befinder os i den åndelige verden med viden og erindring om dels det jordiske liv og dels om de såkaldte åndelige love, ved vi, at vores inkarnationer set i et større perspektiv gavner vores åndelige og sjælelige udvikling.

Vores fysiske krop er omgivet af et åndeligt legeme. Faktisk har alle ting og alt levende på Jorden et åndeligt legeme for overhovedet at kunne blive til i fysisk form og for at kunne eksistere. Dette er forårsaget af åndelige naturlove. Vores fysiske krop, og vores åndelige legeme, som er del af vores ånd og sjæl, sameksisterer så at sige under inkarnationen, og er forbundet via en åndelig forbindelse. Funktionen minder om navlestrengen fra den livgivende moder til fostret, og den er eksistentiel for kroppens og åndens sammenknyttede væren. Når tiden en dag er inde for vores ånd med vores sjæl at vende tilbage til den åndelige verden, sker der en adskillelse fra kroppen. Kroppen dør, og ånden frigøres straks herfra.

Døden, den jordiske bortgang, hjemrejsen til åndeverdenen

Vores død fra den jordiske verden er alt andet lige ingen tilfældighed. Dette har været planlagt allerede inden den givne inkarnation, ligesom hvornår og hvordan vi forlader det jordiske liv. Der findes forskellige måder at forlade det jordiske liv på, hvilket vi har forberedt os på inden inkarnationens begyndelse, og som passer til vores åndelige mål. Tidspunktet for, hvornår vi dør, er også planlagt. Dette er ikke forudbestemt med præcis angivelse af måned, dag og time – om end dette kan være tilfældet for udvalgte inkarnationer – men i stedet af nogenlunde retningsgivende art. (Kilde: (1) Håbets cirkels åndelige leder, Walter, udtrykt via trancetale gennem mediet Jens C. E. Johansen under en fysisk seance i 2014. (2) Den åndelige leder, Mica, til mediet Einer Nielsen, i bogen “Vejen mellem himmel og jord”, 1983, side 24)

Sjælens udfoldelse på Jorden i form af sin åndelige inkarnation i en menneskelig krop, der som før skrevet er omgivet af åndens åndelige legeme, kan betegnes som at gå i jordelivets skole. Ånden skal som menneske vokse op, tilegne sig kundskaber og værdier, gennemleve følelsesmæssige situationer, løse opgaver og finde sin eksistentielle vej mht., hvorledes det som menneske opfører sig, begår sig i de givne omgivelser samt behandler andre og sig selv. Menneskets sind er en finurlig størrelse, og det er væsentligt, hvordan mennesket vælger at begå sig i hverdagen (som familiemedlem, på arbejdsmarkedet, i samfundet osv.) samt håndterer de gode og mindre gode oplevelser. De værdier og erfaringer, og den læring og udvikling, der høstes i jordelivets skole, tager ånden ved menneskekroppens død med sig i sin tilbagevenden til den åndelige verden og lever videre herpå. Ånden overgår til den sfære og det plan, som den er berettiget til i forhold til, hvor ånden er kommet til i sin udvikling (Kilde: Bogen “Spiritismen i sine grundtræk – en historisk fremstilling”, af Christian Brinch, 2015, side 62). Som eksempel kan nævnes, at de mennesker, der begår massemord, udfører tortur og andre pinsler; deres ånd vil overgå til mørkets sfære. De mennesker, der ikke har lært empati, ønsket om det gode og viljen til at ofre sig selv, men i stedet kun tilgodeser egne interesser på andres bekostning; deres ånd kan alt andet lige overgå til de åndelige kloder og planer, som ligger nærmest Jorden (første/anden sfære). De mennesker, der har udviklet og udvist egenskaber såsom barmhjertighed, medansvar, næstekærlighed, ærlighed, tolerance, ydmyghed, retfærdighed, tilgivelse mv.; deres ånd vil alt andet lige overgå til minimum tredje sfære og de planer, der matcher den givne ånds værdier og karakteregenskaber. Den åndelige leder, Mica, fortæller gennem trancetale på mediet Einer Nielsen, den 5. april 1918:

“Den ånd, som ved menneskekroppens død, overgår til én af de jordbundne mindre udviklede sfærer og planer, oplever ofte en lang dødssøvn i den åndelige verden, hvis tilværelse er lige så personlig som på Jorden. Når ånden vågner, føler den det, som om den stadig befinder sig levende på Jorden, og ånden er i besiddelse af samme lyster og begær som før. Hjælpende, kærlige og venligtsindede ånder fra højere planer vil opsøge ånden for at lære den sin nye tilstandsform at kende og samtidig vise ånden vejen til en mere fuldkommen tilstandsform. Ånden har da valget imellem at gå med disse åndevenner eller holde fast ved sin jordbundne natur. (Kilde: Bogen “Livet og åndeverdenen – åndelige oplevelser gennem 25 år”, af H. E. Bonne, 2015, side 26)

Efter den menneskelige død indtager ånden som skrevet den plads blandt ligesindede i den åndelige verden, som den er moden til, og som den ved eget arbejde er nået frem til. Efter åndens tilbagevenden til sit hjem starter en periode, hvor den – sammen med sine åndelige hjælpere/læremestre fra lysere sfærer/planer – vurderer og reflekterer over det jordiske liv, som den netop har levet for at forstå, lære og videreudvikle sig. Vi har fra åndelige side fået forklaret, at der i denne proces er fokus på:

“Hvad menneskesjælen har udrettet, hvorledes den har gebærdet sig som menneske, og hvad godt den har gjort. Vi angrer ej. Vi lærer. Vi betragter jordelivets udfoldelser. Hvad vi har foretaget os, og hvordan og hvor meget det har berørt andre sjæle i menneskeform. På denne måde ser vi vores liv passere revy og gennemgår situationer og måder, vi har gjort tingene på, som er med til dels at definere sjælens udfoldelse, men også dens gerninger. Der er en form for justits, og denne lov ynder jeg ikke at tale om. Den hører ej under mig. Denne justits er langt fra Jordens egen hårde dømmende form.” (Kilde: Håbets cirkels åndelige leder, Walter, gennem trancetale via mediet Jens C. E. Johansen under en fysisk seance i 2014)

Kausalitetsloven/karmaloven

Åndens (og herved sjælens) selvreflekterende og lærende udvikling skal ses i sammenhæng med den tredje af de tre naturlove, som er styrende og gennemgående for det jordiske og det åndelige liv. Det drejer sig om ‘gengældelsesloven’, der også kaldes ‘kausalitetsloven’ eller ‘karmaloven’, som omhandler loven for årsag og virkning. Den række af årsag, virkning og konsekvens hændelser, som ånden/sjælen indgår i, har betydning for mange områder med hensyn til, hvad ånden møder i sin udviklingsvej på Jorden og i den åndelige verden i sin vej frem mod lyset. Dette handler både om, at ånden høster dét, den har sået på godt og ondt. Det vedrører også, at ånden indgår i mønstre i form af hændelsesrækker, som den skal lære og udvikle sig på baggrund af. Når ånden er moden og klar, vil den søge svar. Yderligere er der i andre sammenhænge handlinger og konsekvenser, der først skal udløses før, at ånden får mulighed for at bygge videre på sin erfaring og lærende udvikling.

Som den åndelige leder Walter udtrykker det: “I åndens væren er alt på plads. Lad dette brede sig til Eder, til livet på Eders jord. Alt er på plads, og udviklingen sker derfra gennem kraften af kærlighed og velvære”. Det er på denne måde, at sjælen udvikler sig gennem lange tidsrum og forskellige tilværelser, hvor den gennemlever mange livsforhold frem mod lyset mod det gode.

Hovedpunkt 4 – Livskilden/Gud eksisterer ->