Vi var priviligerede i dag den 22. juni 2025! 

De 20 deltagere til seancen med de to skønne og dygtige medier, Chila Yunai og Malene Bendtsen, blev forkælet med en nærværende og intens oplevelse, hvor både clairvoyance og afdødekontakt foldede sig smukt ud.

Vi fik indsigt i, hvordan ånder arbejder gennem medier – og hvordan medier samarbejder med ånder. Det var en gensidig kontakt, båret af respekt og kærlighed.

I løbet af de to timer mødte både afdøde familiemedlemmer, venner og ukendte ånder op – alle med det samme budskab: “Vi dør – men vi lever videre i bedste velgående!”

De kom for at give deres kære indsigt i deres overgang til åndeverdenen, dele glæden ved at mødes igen, sige undskyld, give råd og støtte – og frem for alt: At overbringe kærlighed og healing. Selv flere afdøde hunde kom med hilsner og healing til deres gamle ejere, som savnede dem.

Seancen blev afsluttet med clairvoyant vejledning til mange af deltagerne – og vi gik derfra beriget på forskellige måder.

Vi sender en stor og kærlig tak til Malene og Chila – og vi tillader os at sige det også på vegne af vores allesammens åndelige verden.

Tak også til vores skønne frivillige hjælpere Tina, Annette og Mikkel, som sørgede for, at rammerne var i orden før og efter.

Vores fællesskab, samarbejde og hjælpsomhed i Spiritismens Trossamfund er en gave – og en uvurderlig ressource.
Kategorier: Arrangement