Leah er en erfaren og meget dygtig underviser, som igennem mange år har undervist i mentalt medieskab – både før Spiritismens Trossamfunds levetid (bl.a. i Daniels Kirken i København) – og nu også i trossamfundet siden dets begyndelse.
I det første halvår af 2025 har Leah faciliteret en månedlig træningsdag i det mentale medieskab, hvor man har kunnet tilmelde sig uanset videns- og erfaringsniveau.
Forud for hver træningsdag har Leah haft et digitalt møde med de tilmeldte, hvor deltagerne har mødt hinanden og udtrykt deres ønsker og behov til øvelser til den givne træningsdag. Leah har herefter kunnet skræddersy et program, som passede til dem, som havde tilmeldt sig den pågældende træningsdag i den givne måned.
Denne tilgang og forberedelse har været en stor succes, da Leah netop har mødt de tilmeldte i forhold til, hvor de er i deres personlige udvikling af det mentale medieskab. Yderligere har det styrket fællesskabet på tværs af deltagerne, da de har kunnet knytte bånd forud for træningsdagen og på selve dén dag, hvor de mødtes i Aktivhuset Olsbækken, som er stedet, hvor alle de månedlige træningsdage er blevet afholdt.
Leah fortsætter, som altid, med at undervise heri i det kommende halvår. Du kan løbende følge med i vores arrangementer i vores “Kalender” her på hjemmesiden.