Vi er trukket i arbejdstøjet igen efter en velfortjent sommerferie…

Og hvem er “vi”? 

Ja, det er os 9 på billedet, som er dén fysiske cirkel, som er tilknyttet Spiritismens Trossamfund.

Vi har et fast team af ånder, som vi samarbejder med, hvilket vi har gjort siden 2010. Blandt dette åndeteam er vores åndelige cirkel-leder, Walter, og oldefaren til hver af de to fysiske medier i vores kreds.

De to medier i kredsen er henholdsvis Jens (medstifter af trossamfundet) og Thorbjørn. De sidder sammen i et dobbelt kabinet. Jens’ oldefar er Henrik Erhard Bonne, og Thorbjørns oldefar er Einer Nielsen.

Det interessante er, at spiritisten Henrik Bonne var leder af den fysiske cirkel, hvori Einer Nielsen var fysisk medie, i deres sidste inkarnation på Jorden. Det er SÅ berigende, at de fortsætter samarbejdet i den åndelige verden, hvor de er nu.

Formålet med den fysiske cirkel, hvis deltagere, du ser på billedet, er bl.a at skabe et rum og et miljø, hvor vores åndeteam samt vores kære afdøde og venner kan gøre sig synlige, hørbare og mærkbare FYSISK. Vi taler med dem fysisk og bidrager til deres udvikling af fysiske ånde-materialisationer (hvor vi kan se dem).

Det er helt særligt at kunne mødes hver anden uge og i tæt samarbejde udvikle det fysiske medieskab, hvilket er berigende for os alle. Hver deltager i kredsen – både fra vores egen og vores åndeteams – har en helt særlig betydning for, at det kan lykkes at mødes på denne unikke måde.

Ånderne (gen)skaber en fysisk stemme, som de kan tale med til os deltagere under vores seancer for fysisk medieskab. Det samme gør sig gældende i forhold til at vise sig fysisk i dét, som benævnes ”materialiseret form”.

Vi har knoklet på i 15 år, uge for uge, og vi fortsætter, da det er lærerigt, udviklende og indholdsrigt. Vi nyder at modtage inspiration og undervisning fra åndeteamet og sammen reflektere over fremdriften, byggestenene og meget mere. Vi gengiver på vores arrangementer og foredrag, hvad vi oplever og erfarer.

Du kan læse mere her på vores hjemmeside om det fysiske medieskab og dets formål/værdi: www.spiritismenstrossamfund.dk/hovedindholdet/hovedpunkt-2/