Onsdag, den 10. april 2024, besøgte de to stiftere af Spiritismens Trossamfund den selvejende institution KVUC, som er Københavns største og mest fleksible voksenuddannelsescenter.

Her mødtes Christina Frank og Jens Johansen med otte religionslærere til deres faggruppemøde. Interessant nok er denne faggruppe altid på udkig efter nye og spændende emner til deres religionsundervisning af HF-kursister – og spiritismen har vakt deres nysgerrighed

Vi var derfor glade for, at faggruppen kontaktede os og inviterede os til at holde et foredrag for dem, centreret på spiritismen som trosretning. Det var en lærerig oplevelse at drøfte spiritismens indhold, budskaber og formål – og faggruppen var også friske på at lytte til optagede fysiske åndestemmer. Underviserne stillede gode, reflekterende spørgsmål, som vi besvarede ud fra fakta, vores erfaringer og mangeårige undersøgelser af spiritismen.

Vi sætter stor pris på at få mulighed for at holde foredrag på uddannelsesinstitutioner, og derfor siger vi mange tak til KVUC for jeres tid, positive indstilling og engagement under foredraget.